DSB fik leveret de sidste MZ-lokomotiver i 1978, men Statsbanerne havde stadig brug for flere store strækningsdiesellokomotiver, hvis planerne om udvidelse af regionaltogstrafikken på Sjælland skulle kunne realiseres i årene derefter.
Der var mange problemer med de sidst leverede MZ-lokomotiver, serie IV, og samarbejdsklimaet mellem DSB og den svenske leverandør NoHAB var på frysepunktet - specielt efter de strenge snevintre i slutningen af 1970'erne. Derfor kom det meget belejligt for DSB, at de tyske fabrikker Henschel og BBC i 1970'erne havde udviklet en ny type dieselelektrisk transmission, baseret på asynkrone vekselstrømsmotorer.
Den asynkrone vekselstrømsmotor kan køre væsentligt længere mellem hvert eftersyn i forhold til de normale jævnstrømsmotorer, der jævnligt skal have skiftet kul, fordi den asynkrone vekselstrømsmotor ikke har nogen elektrisk kontakt mellem motorens faste og roterende del. DSB bestilte derfor 10 dieselelektriske lokomotiver med den nye teknik hos lokomotivfabrikken Henschel i Kassel.
På grund af den nye og mere effektive teknik, var det muligt at nøjes med en 16-cylindret 645 GM-motor, der yder 3.300 HK, i stedet for de to sidste MZ-serier, der havde 20 cylindrede 645 GM-motorer, som yder 3.900 HK. Tallet 645 er General Motors typeangivelse, og stammer fra størrelsen af motorens cylindre, målt i amerikanske kubiktommer. Den nye teknik gør, at ME-lokomotiverne alligevel har en bedre trækkraft end en MZ. Dertil kommer, at lokomotiverne er udstyret med såkaldt regenerativ bremse, som betyder, at de asynkrone banemotorer fungerer som generator, når lokomotivet skal bremse. Det gør dem velegnede til regionaltogsdrift med hyppige standsninger, idet den regenerative bremse er med til at formindske brugen af støbejernsbremseklodser. Strømmen, som motorerne producerer under bremsning, bliver konverteret til varme i en række modstande i lokomotivets tag. Modstandene bliver så afkølet af fartvinden. Det første af ti ME-lokomotiver blev, lettere forsinket, leveret den 5. juni 1981. Lokomotiverne blev hurtigt populære, og i de følgende år blev bestilt yderligere 27 lokomotiver, så der i alt blev bygget 37 ME-lokomotiver. ME 1535 og 1536 blev som de sidste leveret den 18. november 1985. Da var ME 1537 allerede leveret den 2. november samme år.
Samtlige lokomotiver blev leveret i rød/sort bemaling, men bemalingen var ikke ens. Skellet mellem de røde og den sorte flade er forskellig på de første ti lokomotiver i forhold til de sidste 27. Efter et uheld i Hvidovre den 11. marts 1986 fik ME 1507 også den bemaling, som de sidste 27 havde fra fabrikken. I 1984 og 1985 kørte ME 1509 rundt med et stort nummer på fronten, som et led i en forsøgsbemaling. Det blev dog ved forsøget, der varede et år.
Efter år 2000 har lokomotiverne ændret udseende, i forbindelse med at DSB begyndte at gå væk fra det gamle 1970'er design. Det begyndte med ME 1509 og 1511, der den 27. juni 2000 kolliderede i et sporskifte i Kalundborg. De to lokomotiver blev samme år repareret og opmalet i en helrød forsøgsbemaling, med DSB's nye vingehjulslogo i blåt på siden af lokomotivet. Løsningen var dog ikke optimal, så DSB bestemte sig i stedet for, at ME-lokomotiverne skulle være blå med et stort logo i rød farve på siden af lokomotiverne. I forbindelse med ombygning i 2002 - 2003, hvor ME 1518 - 1537 fik monteret ZWS styresystem, så de kan bruges sammen med de nye toetages personvogne, blev de 20 ME-lokomotiver udstyret med den nye blå bemaling. ME 1509 og 1511 har fået lov til at beholde den helrøde bemaling, mens ME 1501 - 1508, 1510 og 1512 - 1517 stadig kører rundt i den oprindelige sort/røde bemaling.
ME-lokomotiverne kørte udelukkende på Sjælland i de første 20 år. Det var mest regionaltog med Bn-vogne, men lokomotiverne blev også benyttet til intercitytog til Korsør og internationale tog til Rødby Færge, Gedser og Helsingør, samt til enkelte godstog. Det er først efter Storebæltsbroens åbning 1997, at lokomotiverne begyndte at køre til Fyn og Jylland. Først i enkelte godstogsløb - således var det ME-lokomotiver, der trak posttogene mellem København og Århus, frem til DSB solgte firmaets godsdel til Railion - siden i de specielle weekendaflastningstog mellem København og Århus samt i de særlige messetog til og fra Herning. Det er også en ME, der trækker eurocity-togparet EC 174/EC 175, Århus-Prag, på strækningen mellem Århus og Padborg. På Sjælland køres de lokomotivtrukne regionaltog i dag udelukkende af litra ME. Det er fortrinsvis de sidste 20 ME i blå bemaling der trækker og skubber regionaltog, men endnu køres der også enkelte "røde tog," bestående af røde Bn-vogne og rød/sorte eller røde ME-lokomotiver. Samtlige lokomotiver er stadig i drift.
Tekst og billeder af Martin Wilde. Copyright ©: Martin Wilde & hobby trade.