Ove Larsen er lokomotivfører hos DSB i København. Lige siden han begyndte at køre at som lokomotivfører i 1981 har han kørt på ME-lokomotiver, og siden 2003 kører han hjemme i privaten også med ME i model.
- Det begyndte med, at mit barnebarn Alexander havde fundet noget af mit gamle tog på loftet - et begynderlokomotiv fra et startsæt. Men han kunne ikke forstå, at den ikke kunne køre, for jeg havde pillet motoren ud. Så jeg fik fat i en kollega, der også kører med modeltog, og jeg byttede så nogle fjederpuffer for en motor - men så manglede jeg skinner. Jeg fandt nogle gamle skinner på loftet, og så blev mit barnebarn helt vild, og legede i flere timer med et gammelt østtysk lokomotiv. Efter nogle dage foreslog min kone så, at vi kunne da købe en spånplade og sætte op i værelset, og så begyndte det derfra.
Det var nogle år siden, Ove Larsen sidst havde beskæftiget sig med modeltog, så han tog ned til den lokale hobbyforretning for at se, hvad der fandtes på markedet af danske modeller.
- Min hobbyforhandler foreslog straks en ME. Jeg var lidt skeptisk, men vi tog overdelen af, og den så fornuftigt ud inden i.
Jeg så den køre på en stump skinne, og den kørte fantastisk. Så var det en model af ME 1506, og lige præcis den maskine har jeg kørt meget på.
Så jeg købte den med hjem. Da jeg kom hjem, satte jeg den på sporet - og tænkte: Hold op, den er flot. Der mangler blot spektaklet fra turboen. Så skilte jeg den ad, for at se, hvordan den er opbygget. Det er jo samme koncept med midtliggende motor, svinghjul og kardantræk til bogiernes snekketræk, som et østrigsk firma har opfundet, og det er godt, at nogen har taget ved lære af det, for det virker.
- Den kører altså fantastisk - den kører væsentligt bedre end DSB’s egne ME’ere.
Modellen ryster ikke, den larmer ikke, den hopper ikke og den kører virkeligt godt, hvis sporet ligger ordentligt.
Men den har også enkelte mangler. Der mangler de nederste trin, så lokomotivføreren kan komme op til førerrumsdøren,
og så mangler der en brændstofpåfyldningsstuds på siden af undervognen.
Jeg har talt med Karsten Pedersen fra hobby trade om det med de manglende trin.
Han fortalte, at der ikke var plads på lokomotivoverdelen, og at det ville være for dyrt, at få lavet støbeformen om,
men jeg mener, trinene kunne være sat fast på bogiesiden. Det vil jeg så gøre selv.
Ove Larsens model af ME 1506 kører lige så stille et par runder på hans modelbane, der indtil videre kun består af den rå spånplade med sporet sømmet på. Sporplanen er et sammenfoldet ottetal, med nogle opstillings- og rangerspor midt på pladen.
- Banen er jo ikke noget særligt i øjeblikket, men den er også mest til glæde for barnebarnet. Det samme gælder ME-lokomotivet, for egentlig er jeg mest til de ældre modeller. Men en ME måtte jeg have - specielt når det nu var muligt at få 1506.
Tekst og billeder af Martin Wilde. Copyright ©: Martin Wilde & hobby trade.