Velkommen hos hobby trade

Deutch Dansk
 


Litra CM - de sidste store personvogne af træ

Cm 2170De spidsgavlede personvogne af litra CM var noget specielt ved DSB. De første CM-vogne var almindelige træbeklædte personvogne med indhak ved dørene, men da DSB i 1927 skulle have leveret flere personvogne til eksprestogene, lod Statsbanernes maskinafdeling sig inspirere af nogle nittede tyske stålpersonvogne, der var leveret til Deutsche Reichsbahn nogle får år før – de såkaldte Hecht-vogne.
I Danmark byggede man dog stadig vogne i træ, så de 55 spidsgavlede CM-vogne, som Scandia i Randers byggede mellem 1927 og 1930, blev naturligvis leveret med en ydre beklædning af teaktræslister.
De spidsgavlede CM-vogne blev de sidste eksprestogsvogne til DSB, der udelukkende blev bygget i træ. Kun nærtrafikvognene af litra CR, der også var trævogne med listebeklædning, blev bygget senere.

Vognene havde ni kupéer på 3. klasse, der alle var udstyrede med fjedrende lædersæder, samt to toiletter – et i hver ende. Der var otte siddepladser i hver kupé.
I 1934 reformerede DSB klassesystemet, og de tre vognklasser blev slået sammen til to: 1. klasse og fællesklasse. CM-vognene blev til fællesklassevogne, som i 1954, da Den Internationale Jernbaneunion, UIC, også gik over til to klasser, blev til 2. klasse.
Vognene fremstod oprindelig i lakeret teaktræ, men efter den 2. verdenskrig blev vognene malet i DSB’s karakteristiske vinrøde farve, efterhånden som de kom på værksted.

De spidsgavlede CM-vogne blev oprindelig benyttet som personvogne i de store eksprestog. Efterhånden som der blev leveret mange stålpersonvogne i 1950’erne, overgik vognene i stedet til at køre i standsende persontog, både på hovedbanerne og sidebanerne. I epoke III var vognene lige almindelige bag K og D maskiner, som bag en MO eller MX og MY.

Den første spidsgavlede CM-vogn blev udrangeret 1959, men resten var i drift til midten og slutningen af 1960’erne; de sidste blev taget ud af drift i 1968. En vogn, CM 11868, er bevaret ved Danmarks Jernbanemuseum.

Valid XHTML 1.0! Om hobby trade | Site Map | Kontakt os | ©2004-2010 hobby trade Valid CSS!