I perioden fra 1938 til 1940 blev 50 af de store QR vogne, det vil sige store Q-vogne,
der havde enten bremsehus eller bremseplatform, ombygget til kølevogne litra IB.
De 50 IB vogne viste sig dog ikke at slå til, da DSB begyndte at udrangere de ældste kølevogne,
så mellem 1954 og 1956 blev yderligere 100 QR vogne ombygget til IB vogne.
Nogle få af de vogne, der blev ombygget mellem 1938 og 1940, beholdte bremsehuset fra QR tiden,
mens de resterende fra begyndelsen blev ombygget med bremseplatform – Scandia’s standard type,
som Q-vognene også blev udstyret med, da de fik fjernet bremsehuset.
IB vognene blev udvendigt beklædt med lodrette lister i plan de lodrette stolper,
og hulrummet mellem den nye vognside og Q-vognens oprindelige vognside, der blev bibeholdt som indvendig væg, blev fyldt
ud med isoleringsmateriale. I begge ender af vognen blev der monteret iskasser, hvor et rør gennem gulvet sikrede,
at vandet kunne løbe ud, når isen smeltede.
IB vognene, som blev ombygget fra 1952 til 1954, blev oprindeligt ombygget for at klare transporten af bacon fra slagterier
rundt om i Danmark til Esbjerg Havn, hvorfra baconet blev sejlet til England.
Men vognene fik også andre opgaver i løbet af deres levetid.
INTERFRIGO vogne
I 1960 tilsluttede DSB sig den internationale kølevognspulje INTERFRIGO. DSB udvalgte nogle af de sidst ombyggede IB vogne – dvs. dem der blev ombygget i perioden 1954-56 - som en del af de vogne, DSB skulle skyde ind i vognpuljen. Antallet af IB vogne i puljen varierede lidt, men i 1962 var det således IB 18851 - 18950 og 18998 – 18999 der indgik i INTERFRIGO vognparken. Nogle af de indskudte vogne fik malet INTERFRIGO i blåt i øverste venstre hjørne af vognsiden.
Ved at IB vognene var med i INTERFRIGO vognpuljen medførte det at, vognene også kunne ses i udlandet, specielt i Tyskland og de andre lande syd for grænsen. Dette var muligt da vognene var blevet forsynet med tyske slutsignalholdere. IB vognene blev dog taget ud af INTERFRIGO puljen igen i 1965, hvor vognene mistede deres RIV mærkning.
Ølvogne
I 1964 lejede Albani bryggerierne i Odense tre af DSB’s IB vogne til erstatning for ældre udrangeringsmodne ølvogne.
Vognene blev litreret ZB 99688 – 99690, og året efter lejede Albani endnu to IB vogne. Da DSB på
det tidspunkt var overgået til computerlitreringer på godsvognene, blev disse to vogne forsynet med dette og fik
numrene 081 5 686 og 081 5 687. Vognene kørte indtil ca. 1970 primært mellem bryggeriet i Odense og et depot i Gentofte,
hvorefter de blev udrangeret. En vogn findes endnu på Jernbanemuseet i Odense.
Da IB vognen, stort set bare var nye brædder på QR vognens skelet, begyndte de efterhånden at være
for skrøbelige – på trods af at man havde monteret indvendigt strækbånd for at holde vognkassen
sammen. Selv om vognene var ombygget omkring 2. verdenskrig, var vognene jo bygget allerede i slutningen af 1. verdenskrig.
Udrangeringen af IB vognene begyndte derfor allerede omkring 1960, og den sidste vogn forlod sporene i 1972.
Mens udrangeringen stod på, fjernede DSB i 1965-67 iskasserne i 79 af IB-vognene,
der samtidig blev omlitreredes til litra IBU.
Foruden den ovennævnte Albani vogn findes IB 18 915 hos Lokomotivklubben KLK,
hvor den i 2004 er indsat i drift i klubbens veterantog efter en omfattende gennemrestaurering.
Tekst af Kasper Bang Jensen. Copyright ©: Kasper Bang Jensen & hobby trade.